Salar de Uyuni i Bolivia
Salar de Uyuni i Bolivia
Verdens største saltslette er et bemærkelsesværdigt syn, en enestående naturoplevelse og et surrealistisk syn. Er det tørt ser du en kridhvid landoverflade og en dybblå himmel. Er du så heldig at saltsletten er dækket af et tyndt lag vand reflekteres himlen og horisonten forsvinder fuldstændig – En smuk oplevelse med sciencefictionagtig karakter.
Salar de Uyuni rummer salt nok til at dække hele verdens forbrug i 50 år. Bolivia er selvsagt selvforsynende med salt, og du har mulighed for at opleve hvordan lokalbefolkningen på primitiv vis bearbejder saltet med salg for øje. Kreative entreprenører har opført hoteller bygget udelukkende af saltblokke omkring saltsletten.
Salar de Uyuni og Isla Incahuasi kan besøges på en dagtur fra den støvede, vindomsuste by Uyuni, men du kan også vælge at fortsætte turen et par dage i firehjulstrækker igennem nogle af jordklodens mest bizarre og dramatiske vulkanske landskaber tæt på den chilenske grænse – På denne længere tur vil du bla. opleve smukke Laguna Colorada, som ofte er fyldt med store flokke flamingoer samt Laguna Verde.
Isla Incahuasi
Midt på den store saltslette finder du mytiske Isla Incahuasi. En lille ”ø” fyldt med høje karakteristiske kaktusser og masser af viscachaer – En gnaver som mest af alt ligner en kanin med lang hale.
Isla Incahuasi er typisk frokoststoppet på din udflugt, og du kan godt stryge salt på huskelisten ! En tur til fods rundt om Isla Incahuasi giver dig nogle fine visuelle oplevelser, ligesom en vandretur på selve øen giver det gyldne overblik over verdens største saltslette.
Laguna Colorada og Laguna Verde
Vælger du den lange tur rundt i Bolivias vilde vindblæste sydvestlige hjørne, oplever du mange forskellige landskaber og historiske kulturminder. Du vil typisk tilbringe natten i flækken San Juan, hvor du kan opleve oprindelige Aymaragrave med børnemumier – En stor sjældenhed.
Fortsætter du mod syd gennem det forrevne vulkanske landskab vil du opleve store flokke af vicuñaer – Lamaens vilde slægtning. Du når frem til flamingofyldte Laguna Colorada, hvor vandet i blæsevejr er smukt mørkerødt. Helt nede ved grænsen til Chile, oplever du samme fænomen ved Laguna Verde, blot grønt.
Læs mere om hvordan Tvernø Travel Group arrangerer individuelle rejser og rejser med kant.