Vælg en side

Rejser til Ecuador med Happy Lama Travelecuadors flag

Markedet i Otavalo i Ecuador - Happy Lama Travel

Individuelle rejser til Ecuador

Ecuador – Meget mere end Galapagosøerne!

De fleste mennesker stifter kun bekendtskab med Ecuador på deres vej til Galapagosøerne. Det er ærgerligt, da Ecuador er et relativt ukendt overflødighedshorn af oplevelser for enhver smag og i sig selv en godt bevaret rejsehemmelighed med rigtig mange forskellige muligheder. Ecuador som er et af Sydamerikas mindste lande tilbyder farverige, eksotiske rejseoplevelser af enhver art på et meget lille overskueligt areal bundet sammen af god infrastruktur.

Fra kyststrækningen som byder på lækre strande og afslappede små landsbyer, kommer du hurtigt videre til Andesbjergenes tågeskove og snedækkede vulkaner og meget autentiske landsbyer, hvor tiden synes at have stået stille i rigtig mange år.

Der er rig mulighed for at arrangere spændende vandreture af forskellig længde og bjergbestigninger, hvor den smukke snedækkede vulkan Cotopaxi umiddelbart syd for hovedstaden Quito er højdepunktet samt mange andre aktiviteter.

Drager du videre østpå, går der ikke lang tid før du ender med at sejle i kano i Amazonas. Regnskoven emmer af frodighed og spændende dyreliv og er altid et interessant og fascinerende bekendtskab, især hvis du kombinerer Amazonas med Galapagos – En fascinerende kontrastrejse med fokus på unikt dyreliv.

Det er IKKE en Panamahat!

Panamahatte er blevet gjort fashionable af forskellige Hollywoodikoner og dristige opdagelsesrejsende. Uanset hvor elegante disse smukke hatte er, har de en meget enkel og praktisk orienteret oprindelse – Bare ikke fra Panama, men fra Ecuador, nærmere bestemt den lille kystnære by Montecristi. Den oprindelige befolkning i Ecuador har således vævet hatte i århundreder og længe før den spanske kolonisering.

Det misvisende navn Panamahat opstod i begyndelsen af 1900-tallet, da arbejderne som udgravede Panamakanalen ikoniserede den, fra Ecuador importerede, Montecristihat. I dag er hatteproduktionen en stor industri i Cuenca og du kan få lejlighed til at overvære produktionsprocessen. De mest eksklusivt vævede hatte, meget passende benævnt ”Superfino”, er så fine, at de kan rulles sammen og trækkes gennem en fingerring.

Markeder, markeder, markeder

Sydamerikanske markeder er fascinerende og farverige og Ecuador er et rigtig godt sted at stimulere din indre latinamerikanske shopper.

Tag til den lille landsby Guamote torsdag morgen og du får fornemmelsen af, at du er den eneste gringo i verden. Guamote er nok det mest autentiske marked, du kan besøge i Ecuador og meget få turister finder denne lille perle syd for Riobamba på vejen mod Cuenca.

Du kan købe alt på markedet i Guamote, men dyremarkedet er i særklasse. En kæmpemæssig jordfold i den ene ende af byen propfyldt med lokale i farverige klædedragter og dyr i alle afskygninger fra marsvin til grise og får. Ønsker du at sælge et får, stiller du dig bare op i den improviserede afdeling for får, og venter på at nogle kommer og byder, hvorefter en kompliceret og ofte langvarig handel går i gang.

Tyremarkedet har sin egen placering i den ene ende af byen. Det er ikke ualmindeligt at en forvirret tyr kommer buldrende gennem de smalle gader med fire mænd i et reb efter sig, som forsøger at overbevise den om ejerskiftet.

Bliv gammel med de lokale i Vilcabamba

Den lille isolerede landsby bliver stadig mere populær blandt rejsende og danner udgangspunkt for landtransport til det nordlige Peru. Hele området er smukt og emmer af ro med et behagelig klima og er som skabt til enten et par dages afslapning eller vandring.

For ca. 40 år siden opnåede Vilcabamba kortvarig verdensberømmelse, da man i Reader´s Digest kunne læse, at byen var hjemsted for den ældste nulevende befolkning i verden med mennesker, som ofte lever til de er langt over 100 år. Der er ganske rigtigt en høj forekomst af sunde, aktive ældre, hvilket skyldes mange faktorer udover det sunde klima, såsom motion, stærke familiebånd, en afbalanceret kost og ingen stress.

Vilcabamba er blevet et yndet tilbagetrækningssted for udlændinge, hvilket har fået jord- og ejendomspriser til at eksplodere. Vilcabamba har derfor Ecuadors dyreste kvadratmeterpris. Til gengæld er der så meget gang i afledt beskæftigelse, at unge mennesker ikke har travlt med at flytte til nærliggende storbyer som Loja og Guayaquil.

Din individuelle rejse med kant til Ecuador

Happy Lama Travel har gennem vores fintmaskede netværk mulighed for at arrangere alle former for individuelle aktiviteter i Ecuador og de omkringliggende lande – Kontakt os for en dialog om dine muligheder for en individuel rejse i Ecuador. Det er din rejse, så du bestemmer indholdet, og har du specialønsker, så spørg os om mulighederne.

Læs mere om hvordan Tvernø Travel Group arrangerer individuelle rejser og rejser med kant.Happy Lama Travels logo - Tvernoe Travel Group

All Exclusive Travel

Old Dongola, Sudan - All Exclusive Travel

Balkanrejser

Rila Monastery, Bulgarien - Balkanrejser

Happy Lama Travel

Cordillera Huayhuash, Peru - Happy Lama Travel

Silkevejsrejser

Pamir Highway, Tadsjikistan - Silkevejsrejser

Grupperejser

Grupperejser med dansk rejseleder - Tvernø Travel Group
Rejsegarantifonden #1940