Rejser til Mongoliet med Silkevejsrejser

Individuelle rejser til Mongoliet
”Alle mongoler er født med indbygget GPS – Er der ingen vej, så laver vi en. Vi kender nogenlunde retningen. Vi har altid været nomader”. Meget præcist formuleret af Silkevejsrejsers engagerede partner i Mongoliet – Det kontrastrige land med lige så få veje og skilte som indbyggere og turister.
Moderne hovedstad
Ullaanbaatar er hjem for halvdelen af Mongoliets 2,5 mio. indbyggere og måske verdens mest kontrastfyldte hovedstad, hvor skyskrabere præger gadebilledet i skarp kontrast til buddhistiske templer og det traditionelle mongolse nomadetelt – En ger, som i de centralasiatiske lande Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Kasakhstan og Turkmenistan benævnes en yurt.
Arven efter Djengis Khan
Mongoliet forbindes uvilkårligt med Djengis Khan (1162-1227). Overalt i Mongoliet er stoltheden over fortidens storhed altoverskyggende. Djengis Khan byggede ikke store monumenter og paladser, men den store Khans ånd hersker overalt i landet. Legenderne udspringer fra og kædes naturligt sammen med den storslåede natur som mongolske nomader altid har været så afhængig af.
Djengis Khan fremstilles oftest som en nådesløs erobrer på hesteryg, men var i virkeligheden også en fremsynet leder som baserede sit rige på pragmatiske overvejelser i stedet for ideologi eller religion. Djengis Khan indførte religionsfrihed, ytringsfrihed for den kulturelle elite, lighed mellem kønnene, diplomatisk immunitet og verdens første interkontinentale frihandelszone.
Det kæmpemæssige mongolske rige strakte sig fra nutidens Ungarn og Polen til Korea og så langt sydpå som Irak og Indien. Riget kollapsede pga. intern rivalisering og blev underlagt skiftende manchuriske og kinesiske dynastier.
Mongoliet blev selvstændigt i 1921 efter en kommunistisk revolution, der betød at landet blev en sovjetisk lydstat. Efter Sovjetunionens kollaps indførte Mongoliet fuldstændigt demokrati ved en ublodig revolution og er i dag et meget veluddannet samfund med gode relationer til vesten. Ikke desto mindre er det stadig Djengis Khan som mongolerne relaterer til.
Enestående nomadekultur
Mongolerne er et stolt og usædvanligt gæstfrit folk, som i kraft af deres mangeårige nomadekultur er tæt knyttet til naturen og gamle traditioner. 50% af befolkningen bor stadig i det traditionelle runde nomadetelt, som er et helt centralt element i det mongolske samfund, selv midt i den moderne hovedstad Ullaanbaatar og kommer man forbi er man velkommen. Livet på stepperne er hårdt, naturens luner er barske, og nomaderne flytter to-fire gange årligt.
Genoplivet buddhistisk kultur
Mongoliet blev en sovjetisk lydstat i 1921. I slutningen af 1930´erne ødelagde Stalins håndlangere næsten alle buddhistiske templer i Mongoliet. Munkene blev dræbt eller deporteret til sibiriske arbejdslejre, uvurderlige artefakter og arkitektoniske perler blev tabt for eftertiden. Da Sovjetunionen kollapsede, blev buddhisme igen tilladt, de gamle klostre genopbygget og skjulte skatte så dagens lys.
Læs mere om dine muligheder i Mongoliet på Silkevejsrejsers hjemmeside.
Din individuelle rejse med kant til Mongoliet
Silkevejsrejser har gennem vores fintmaskede netværk mulighed for at arrangere alle former for individuelle aktiviteter i Mongoliet og de omkringliggende lande – Kontakt os for en dialog om dine muligheder for en individuel rejse i Mongoliet. Det er din rejse, så du bestemmer indholdet, og har du specialønsker, så spørg os om mulighederne.
Læs mere om hvordan Tvernø Travel Group arrangerer individuelle rejser og rejser med kant.